UDFORSK

En købmandsgård fra renæssancen

Borgmestergården blev opført af borgmester og storkøbmand Mads Lerche i 1601. Formentlig har der tidligere været en ældre bygning på matriklen.

En historisk købmandsgård

Borgmestergården er en købmands- og borgmestergård fra 1600-tallet. Gården blev bygget i 1601 af købmand og borgmester i Nyborg Mads Lerche. I de følgende årtier blev den udvidet med to ekstra fløje af sønnen Jakob Lerche. Borgmestergården er en anseelig bindingsværksgård med tre længer og masser af rum, og bygningen er et fornemt eksempel på en købstadsgård fra renæssancen.

Fra 1680’erne har gården haft mange forskellige ejere og funktioner. I årene 1916-22 blev Borgmestergården restaureret og kom til at fungere som byens museum og bibliotek. Biblioteket rykkede ud i 1939. På billedet vises Borgmestergården, som den så ud før år 1900.

Borgmestergården før år 1900

Lercherne på Borgmestergården

I 1600-tallet var Nyborg en by i driftig udvikling. Købmænd handlede med varer fra hele verden. Som i andre danske købstæder havde de store købmænd mange andre embeder. Mads Lerche var en driftig mand, der ud over at være købmand, også var borgmester. Gården blev siden overtaget af sønnen, Jakob Lerche, der ligeledes blev rådmand i byen.

Billedet er et epitafiet for Mads Lerche, der viser ham omgivet af sin familie. Epitafiet hænger i Nyborg Vor Frue Kirke.

Epitafium Mads Lerche