fbpx
23. marts 2022

Søndage på cykel

Svendborg Bicycle-Klub i Høje Bøge 1886 - Svendborg Byhistoriske Arkiv - Foto Jens Agger Braae

Frihed på to hjul. Denne sommer har vi ladet os inspirere af Fyns første cyklister og arrangeret 5 søndagsudflugter ud i Nyborgs omegn i sporene på kulturarv og cykelhistorie.

Da cyklerne begyndte at komme frem på de fynske landeveje i 1880’erne og -90’erne, var de del af en bølge af ny friheds- og selvstændighedskamp, som fandt sted i netop disse år. Cyklerne gav helt konkret større bevægelsesfrihed for alle de mange, som ikke havde råd til eller mulighed for at ride eller tage en hestevogn.

Cykler gav bevægelsesfrihed

Med cykler kunne almindelige mennesker pludselig komme ud og så den egn, hvor de boede. Der opstod hurtigt cykelforeninger, som arrangere søndagsudflugter til lokale seværdigheder og udsigtspunkter. På Fyn gik turene f.eks. til Fyns Hoved, Glorup Slot og Juelsbergs dengang nye slotshave.

Fyn blev snart indtaget af cyklisterne. Dansk Cykle Ring beskriver i en oversigt over danske landeveje fra 1880’erne vejene omkring Nyborg således: ”Nyborg-Strib: denne vej er udmærket god – Nyborg-Svendborg: rigtig god”, og medlemmer af foreningen kunne få 20 % rabat på kost og logi på Tornøes Hotel i Kerteminde.

Længsel efter landevejene

Landevejscyklingen blev hurtigt også til en sport. Især på Østfyn, hvor østfynske ryttere vandt Fyen Rundt de første fire år i løbets historie. Fyen Rundt blev afholdt for første gang i 1894, og er i dag verdens tredjeældste cykelløb. Knap 10 år ældre end Tour de France, som løb af stablen første gang i 1903.

I anledning af, at Tour de France kommer til Nyborg, og at vi viser udstillingen ”Syv fede cykler” på Borgmestergården, arrangerer Østfyns Museer i samarbejde med Cyklistforbundet en række søndagsudflugter på cykel til Nyborgs omegn.

”At opleve verden fra en cykel er en helt særlig ting. Samtidig med, at man tilbagelægger afstande hurtigt og nemt, får man landskabet serveret i lyd, lugt og syn. Og man kan komme frem på steder, hvor bilen ikke er til nogen hjælp. Med cykelturene er det målet at opleve Nyborgs omegn og historie og genopleve oplevelsen af frihed og fritid som de første cyklister må have oplevet”, siger museumsinspektør Troels Malthe Borch fra Østfyns Museer.

Oplev Nyborgs smukke omegn fra cykelsadlen

Hver måned fra maj til september er der arrangeret en søndagsudflugt på cykel. Alle turene tager udgangspunkt fra Borgmestergården i Nyborg, og herfra går turene mod Øst, Nord, Vest, Sydvest og Syd. Turene går blandt andet til Knudshoved, Stevnshøj, Kullerup Sluse, Vindinge med mere. Turene vil være guidet af en repræsentant fra såvel Østfyns Museer samt Sigrid Hasling, der er Nyborgs lokale repræsentant i Cyklistforbundet. Sigrid Hasling har arrangeret ruterne på baggrund af sit store kendskab til de lokale cykelveje, så der er god inspiration at hente for dem, der kunne tænke sig at udnytte cyklen til lokale udflugter med garanti for frisk luft og motion.

SØNDAGE PÅ CYKEL

Alle ture starter kl. 14 på Borgmestergården (Slotsgade 11, 5800 Nyborg). Varigheden af turene er mellem 2 og 3 timer. Der er pauser og ophold undervejs.

Tilmelding nødvendig. Begrænset antal deltagere.

Medbring vand og evt. lidt at spise til turen. Museet er vært for en lille “snack” undervejs.

Læs mere om udstillingen ”Syv fede cykler” her.

Billedet ovenfor forestiller Svendborg Bicycle-Klub, der i 1886 er på udflugt til Høje Bøge i Svendborg. Dengang på de høje væltepeter-cykler. Svendborg Byhistoriske Arkiv. Foto: Jens Agger Braae.