fbpx
28. juni 2021

Så skal der atter leges på torvet!

I 1579 blev kongens turneringsplads i Nyborg overdraget til Nyborgs borgere som handelstorv. Men arkæologiske fund viser, at torvet også blev brugt af børnene til leg. Denne sommer vender de gamle lege tilbage til Torvet.  

Billedet ovenfor er den flamske maler Bruegels maleri af børnelege. Maleriet er fra ca. 1560; og det er derfor nogenlunde samtidigt med, at Frederik II overlod sin kongelige turneringsplads til borgerne i Nyborg. Det var meningen, at pladsen nu skulle bruges som handelstorv. Men mon ikke også børnene i Nyborg har brugt det til leg? Det kan vi nok gå ud fra!

Faktisk er der god sandsynlighed for, at børnene i Nyborg har leget nogle af de samme lege, som børnene på Bruegels maleri. I hvert fald har arkæologerne fundet spor af leg, både en kodeknogle, der var fyldt med bly, så den var bedre at kaste med, og en terning.

 

Tøndebånd
Tøndebånd

 

Og nu skal der leges på torvet igen! Alle dage i skolernes sommerferie (uge 26-31) sætter vi legeredskaber til gamle lege frem på Torvet. Onsdage og torsdage fra kl. 11-14 i samme periode er der endvidere bemandede aktiviteter. Prøv at trille tøndebånd, gå på stylter, kaster med koder, ride på kæphest og meget mere, og tænk på, at for knap 500 år siden var der børn som dig, der netop her legede det samme!

Læs mere om legeredskaber på Torvet her og om bemandede torveaktiviteter her.