fbpx
21. juni 2021

Nyborgs heks og sognenes trolde

Også Nyborg har sin heks, og sognene omkring sine trolde. Vi har fundet troldtøjet frem fra kilderne til Østfyns fortid.

”Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde…” Vi kender strofen i Midsommervisen, og for mange af os er den en fast bestanddel i en årlig tradition. Når bålene flammer op Skt. Hans Aften, står vi samlet om flammerne og synger med på visen. Men havde Nyborg egentlig en heks, og levede der virkelig trolde rundt omkring i Nyborg Kommunes sogne? Det korte svar er JA!

Ifølge folkesagnene var der trolde, bjergfolk og underjordiske i de fleste af kommunens sogne. Og heksen, ja hende har vi også fundet i kilderne.

Østfyns Museer arbejder i 2020-2022 med at registrere historien og kulturarven i Nyborg Kommunes Landdistrikter og Centerbyer. I den forbindelse er vi også dykket ned i folkeminde- og sagnsamlingerne. Folkesagnene kan nemlig fortælle rigtig meget om, hvordan vores forfædres opfattede landskabet og historien omkring dem. 

En heks på Nyborg Slot

I vore dage forbinder vi Skt. Hans aften med hekse. Og ifølge Det Danske Kancellis Brevbøger var det netop en heks, der i efteråret 1564 befandt sig på Nyborg Slot.

Det Danske Kancelli fungerede som kongemagtens centralforvaltning. Derfra udgik der i september 1564 anvisninger til Eskild Gøye, der var kongens lensmand på Nyborg Slot. Lensmanden fik instrukser for, hvordan han skulle agere i forhold til en troldkvinde, der var indsat på slottet.

Kvinden var anklaget for at have udøvet trolddom og forgjort adelsmanden Erik Valkendorfs søster Fru Margrethe. Eskild Gøye fik anvisninger på at lade kvinden sidde ubrændt. Han skulle altså vente med at straffe hende på bålet, og i stedet lade Fru Margrethes venner få tid til at udspørge hende. Målet var at få hende til at bekende, hvilke andre troldfolk, der havde været med til at forgøre adelskvinden.

”Efter denne Bekendelse maa han [Gøye], da hun er dømt, lade hende pinlig forhøre…”. Gøye fik altså hermed ret til, at tvinge svar frem fra kvinden ved tortur. Efter denne anvisning til lensmanden forsvinder heksen på Nyborg Slot igen imellem siderne i de tykke kancellibøger.

Hvert sogn sine trolde

Nu ved vi, at der har været hekse i Nyborg, så lad os se, hvordan det forholder sig med sognenes trolde. I løbet af 1800-tallet og starten af 1900-tallet arbejdede folkemindesamlere med at indsamle lokale sagn og historier om alt mellem himmel og jord, også troldene. Der findes en hel del sagn fra kommunens forskellige sogne, og her optræder troldene, eller bjergfolkene, som de også kaldes, flittigt.

Møllerkonen der blev taget af troldene

I Ellested sogn fortælles det, at møllerkonen ved Nymølle en dag blev borte, uden at man kunne finde hende igen. Hendes mand ventede forgæves på hende, men efter et par år, giftede han sig igen. En juleaften skete det forunderlige, at mølleren på en ridetur kom forbi en høj, hvor bjergfolkene holdt fest. Højen stod på fire gloende pæle, og blandt de dansende bjergfolk så mølleren sin første kone. Han sporede sin hest, jog ind imellem bjergfolkene, rev konen med sig og flygtede tværs over plovfurerne hjem. Sagnet fortæller, at mølleren derefter levede fredsommeligt med begge sine koner i mange år frem.

Det var ikke kun i Ellested, at man kendte tricket med at flygte over plovfurerne. Borgerne i Øksendrup sogn vidste også, ”at naar Bjergfolk løber tværs over Agrene, da synker de lige saa dybt i Jorden, som Pløjefuren er dyb, og saaledes kan disse ikke indhente Rytteren”.

Troldebæger bliver til alterkalk

Samme viden gjorde sig gældende i Frørup. Her havde nogle af præstegårdens tjenestefolk efter sigende været samlet til gilde, og snakken var faldet på, at egnens bjergfolk ofte holdt sig lystige i en bakke nær præstegården mellem klokken 12 og 1. En af karlene ville bevise, at han ikke var bange for de underjordiske, så da klokken blev 12, sadlede han sin hest og red derhen. Da han ankom, stod højen på pæle, og gildet var i fuld gang. En bjergmand kom ud til ham og bød ham et sølvbæger at drikke af. Så snart karlen havde fået bægeret i hånden, sporede han hesten og red tværs over marken mod præstegården. Trolden løb efter, ”men han var nødt til at følge Landevejen, og han raabte derfor uafladeligt til Karlen: »Følg det bane og ikke det buldre!«”. Men karlen havde ikke til sinds at lade trolden få sit bæger, så da han nåede til kirkegærdet kastede han sølvbægeret ind på kirkegården. Bægeret lå nu på indviet jord, så bjergmanden måtte opgive at få det tilbage. Næste morgen fandt man bægeret på kirkegården, og ifølge sagnet er det siden blevet brugt som alterkalt i Frørup kirke.

Troldene i Aunslev

I Aunslev sogn var troldene i Skalkenbjerg ikke tilfredse med den tiltænkte placering af kirken, og hver nat rev troldene ned, hvad der blev bygget op om dagen. Ifølge sagnet udvalgte man derfor kirkens placering ved, at mændene i Aunslev ”bandt en klokke på hornene af en tyr . . . Næste morgen fandt de tyren på en af byens yderste marker. Kirken blev da bygget her, og kom derved til at ligge lige langt fra alle de tre byer: Avnslev, Skalkendrup og Korkendrup”.

Ud fra sagnet kan man tydeligt fornemme, at man også tidligere har undret sig over Aunslev Kirkes ensomme placering. Der er imidlertid også en nyere tolkning af kirkens beliggenhed. Den kan du læse her

Hvor er troldene blevet af?

I vore dage ser vi sjældent noget til vores forfædres trolde. Ud fra sagnene får man det indtryk, at de underjordiske var en naturlig del af vore forfædres hverdag, og det var de uden tvivl også, idet de ofte kunne være med til at give en forklaring på det uforklarlige. Men hvorfor forsvandt de?

Det havde Svindinge Sogns befolkning et godt bud på: ”Da her blev bygget saa mange Kirker i Landet, at Klokkernes Lyd kunde høres overalt, da kunde all Utøj, saasom Bjergfolk, Ellefolk og Nisser ikke være her længer. De flyttede altsaa herfra højt op i Norge, hvor der er langt imellem Kirker; der bor de nu, og det er Aarsagen, hvorfor her ingen er nu.”

Måske drev kirkerne en stor del af troldene væk, og måske har vor tids brug af store landbrugsmaskiner nær troldenes høje gjort resten. Hvem ved?

Billedinformation: Afbrænding af heks i Derenburg i Tyskland i 1555. Wikimedia Commons.