17. april 2020

Når katten er ude…

En mus har snuppet Borgmestergårdens chokoladeguldmønter! Det kunne vores videoovervågning opklare. Nu skaber fortællingen glæde i en svær tid.

I denne tid er det med at finde så mange lyspunkter som muligt. På videoovervågningen på Borgmestergården opdagede vi, at en mus var løbet med museets chokoladeguldmønter. Dermed blev mistanken heldigvis fjernet fra lækkersultne kolleger.
Da Borgmestergårdens to gæve frivillige, Lasse og Anne–Berit, hørte historien, blev de rigtigt glade. Det var lige sådan en historie, de trængte til i denne tid! Kort efter havde Anne-Berit forfattet en hel lille fortælling om musene på Borgmestergården, som hun sendte til museet. Her skabte fortællingen straks stor glæde, og nu har vi fået lavet et lille billede for at dele fortællingen med alle jer andre.

Vi håber historien kan blive ved med at skabe glæde og fornøjelse og fortælle lidt historie om vores museum, som jo desværre er lukket i øjeblikket. Historien egner sig godt til højtlæsning for de mindste.

Musene og guldmønterne

Af Anne-Berit Høj Nielsen

Der var engang et hus – et stor flot hus, der lå på vejen, der gik lige igennem DanmarkI huset boede i 1613 to børn, Johanne og Jacob sammen med deres far og mor, søstre og brødre, Jacobs far Mads var købmand og borgmester og en meget rig mand. Der var gode sager i alle rum, salte sild, fed flæsk, korn, tørret frugt og meget meget mere.

Men Johanne og Jacob var ikke de eneste der boede i huset – der boede også en familie af små brune mus. De boede godt, faktisk kunne man ikke bo bedre, når man nu var en mus, der satte pris på god mad – musefar plejede at sige til sine unger, at her skulle de bo til der blev to torsdage i en uge – og så viste alle museungerne at de aldrig skulle flytte.

De have det dejligt med huller i gulvet, gange i træpanelerne og lune huler til at sove i – og når de blev sultne var der altid nogen, der havde tabt brødkrummer, korn, frugtstykker eller andet godt – så musefar blev efterhånden grå om snuden og tyk om maven – tilfreds med sit liv og sin verden

Og tiden gik og musefars unger fik unger, der fik unger, der fik unger, der fik unger, der fik unger, der fik unger, der fik unger, der fik unger, der fik unger, der fik unger, der fik unger.Det blev sværere og sværere at finde mad, for som tiden gik boede der andre folk i huset og købmandsforretningen blev lukket.

Huset blev til bibliotek, så kun de mus, der havde smag for bøger blev boende – siden blev det til museum og da det blev 2020 var der kun en enkelt lille musefamilie tilbage på den gamle borgmestergård.
De var glade for det gamle hus og alle dets kringelkroge ligesom deres tiptiptiptipX100-oldefar havde været – og så var de især glade for alle de mange gæster, der kom forbi og glade spiste is og kager i gården – for måske tabte de noget og musene havde alle lyst til søde sager.

Desværre for musene var museet lukket hver vinter, så måtte de nøjes med gammelt brød og historierne om dengang da Johannes og Jacobs far sørgede for god og lækker mad hver dag. Men til påske, hvor gæsterne kom igen, var hvert år en festdag for musene.Mange af gæsterne var børn og de kunne alle vinde en guldmønt i en konkurrence – og af og til kunne de små museunger finde guldpapir med rester af chokolade i – og så var de særligt glade, for de kunne alle lide chokolade.

En dag fyldte Sara en stor skål med guldmønter, skålen satte hun på en hylde under disken i museumsbutikken – så var mønterne klar til åbningen! Men ak, dagen efter var skålen tom – nogen havde flyttet chokolademønterne.

Sara spurgte alle om de havde flyttet dem, men ingen havde hverken flyttet eller spist guldmønterne. Og Sara ledte og ledte indtil hun mødte John, der kunne vise hende en lille film han havde optaget på sin mobiltelefon – filmen viste den sødeste lille mus – med en – for den – stor guldmønt i munden, løbende hen over gulvet: Den havde tømt hele skålen for de mange, mange guldmønter på en enkelt nat.

Inde i Borgmestergårdens paneler, et sted, flyder det nu med guldpapir og en lykkelig musefamilie har måske nok lidt ondt i maven.

Billedtekst: Musefar. Jesper Olsen, april 2020