fbpx
22. november 2021

Kunsthåndværk på Borgmestergården

Stine Kiel Ratzow

Det populære kunsthåndværkermarked til Jul i den gamle Kongeby flytter fra Tinghuset til Borgmestergården.

Fjorten vidt forskellige kunsthåndværkere er klar med værktøj og materialer, når Borgmestergården slår op for et jule- og kunsthåndværkermarked til Jul i den gamle Kongeby. I de levende værksteder skabes unikt kunsthåndværk i læder, perler, tekstil og meget mere, og alle tingene er selvfølgelig til salg. Der skulle således være gode muligheder for at finde personlige gaver for enhver smag: spændende keramik, smykkekunst, træarbejde, lædervarer, glasskulpturer, tegnekunst, vævning, mobiler, strik, pileflet, vindspil, glaskunst og eventyrbøger.

”Med sine stemningsfulde rum fra 1600-tallet skaber Borgmestergården en helt særlig hyggelig og inspirerende ramme om markedet. Det kan kun blive godt”, siger Stine Kiel Ratzow, der er glas- og smykkekunstner og medarrangør af kunsthåndværkermarkedet.

Østfyns Museer har i en årrække afholdt kunsthåndværkermarked på Tinghuset. I år integreres markedet med det lille julemarked på Borgmestergården. Ud over kunsthåndværkere vil man fortsat kunne finde boder med håndlavet julepynt, lokalproducerede fødevarer og meget andet. Alle kunsthåndværkere og bodholdere står for kunsthåndværk, drikkevarer og fødevarer af høj kvalitet og kommer primært fra det fynske. Som noget nyt kan børn hjælpe bolsjekogeren med at klippe bolsjemassen til færdige bolsjer.

I år finder Jul i den gamle Kongeby sted i weekenderne 4.-5. december samt 11.-12. december. Borgmestergårdens jule- og kunsthåndværkermarked har åbent lørdage kl. 10-18 og søndage kl. 10-16. Ud over jule- og kunsthåndværkermarkedet byder Borgmestergården også på en hyggelig café, juletombola samt smagsprøver på øl.

Læs mere om aktiviteter på Borgmestergården til Jul i den gamle Kongeby her.

Billede: Stine Kiel Ratzow, glas- og smykkekunstner og medarrangør af kunsthåndværkermarkedet på Borgmestergården.