fbpx
6. december 2021

Hjælp til museumsgæster med autisme

Familie på besøg i Borgmestergårdens butik.

Nu bliver et besøg på Borgmestergården lettere at håndtere for gæster med autisme og deres pårørende.

Mange børn, unge og voksne med autisme er stærkt begrænsede i forhold til at besøge attraktioner og kulturinstitutioner. Sociale udfordringer og store krav til forudsigelighed og struktur kan gøre selv en tur i biografen eller på et museum svær at gennemføre. Nu har Østfyns Museer fået udarbejdet en guide, der kan hjælpe gæster med autisme og deres pårørende før og under deres besøg på Borgmestergården.

”Borgmestergården skal gerne være et museum for alle. Derfor er vi meget glade for, at vi nu har gjort det lettere for også gæster med autisme at besøge os”, siger museumsinspektør Sara Agnete Hanghøj.

Først på Fyn

Hjælpen er udviklet af virksomheden AutismGoTo, som sammen med Det Nationale Autismeinstitut og Landsforeningen Autisme har udviklet en såkaldt ”social præsentation” af Borgmestergården til brug før og under besøget på museet.

I præsentationen kan man forberede sig på museumsbesøget og på de ting, man vil møde. På den måde kan gæster med autisme være bedre forberedte og dermed få en bedre museumsoplevelse.

AutismGoTo har også lavet ”sociale præsentationer” til f.eks. Zoologisk Have i København og Lego House. På autismgoto.com kan man finde en oversigt, over de destinationer, som stiller hjælp til rådighed for folk med autisme og pårørende. Borgmestergården er den første destination på Fyn, som tilbyder hjælpen.

Find guiden Borgmestergården for gæster med autisme her.