26. august 2020

Gamle brosten på Torvet

Det var under de arkæologiske undersøgelser på Torvet en stor overraskelse at finde tusindvis af de gamle sten, der oprindeligt dækkede pladsen. Det blev besluttet at integrere en del af disse meget gamle sten i Torvets nye belægning i en zone omkring det egetræ, der plantes i det nordvestlige hjørne.

Torvet åbner i november 2020 som et multifunktionelt byrum med belægning i nordisk granit inspireret af den oprindelige turneringsplads, Christian 3. etablerede midt i 1500-tallet. Pladsen vil igen fungere som dette i juli måned hvert år, når der afholdes Danehofmarked i Nyborg.

Pladsen skal også ses som en reference til fyrstespejlet i de have- og slotsanlæg, man kender fra Renæssancen, og egetræet skal sende tankerne i retning af Luther-egen i Wittenberg i Tyskland og Christian 3., der indførte Reformationen i Danmark. De gamle sten vil fremstå som en skygge under dette.