fbpx
14. november 2016

Børn hjælper julen på vej

Birkenisser og julestemning indfinder sig på Borgmestergården.

Så skal vi snart holde Jul i den Gamle Kongeby igen. Forberedelserne har været i fuld gang længe, for der sker en hel masse i Nyborg fra julelysene tændes den 25. november og helt frem til jul. På Borgmestergården i Nyborg får vi som sædvanlig rygende travlt op til jul.
Børnehaver på besøg
Men vi har brug for hjælp for at nå det hele. Museumsnissen Mads har derfor inviteret alle børn fra Nyborgs børnehaver til at være med til at skabe julestemning både på museet og i byen. Vi får derfor besøg af en masse børnehaver der kommer forbi og maler de smukkeste, fineste, sjoveste birkenisser. Birkenisserne skal bo hele julemåneden i byens to fine juleskove; hos Nisse Posse på Nyborg Bibliotek og Mads Nisse på Borgmestergården.
“Hjælp Mads Nisse”
Projektet ”Hjælp Mads Nisse” er blevet en fast tradition i samarbejdet mellem børnehaver og museum. Børnene maler birkenisser og er med på en nissejagt på museet, hvor vi ser om vi kan finde spor efter Mads Nisse og hører de gode gammeldags historier om nisser og gårdboer. Og selvfølgelig om nissekongen fra Kværndrup. Det er ikke bare et eventyr, selvom vi også har mange af dem, som vi fortæller mere om i udstillingen En anden verden, der knytter sig til DR1 julekalender.
Juleåbent på Borgmestergården
Fra den 26. november og helt frem til den 22. december holder vi juleåbent, og der er masser af oplevelser og aktiviteter. Juleskoven vokser i år op i gårdhaven, der er Jul i Kongens Fadebur, hvor der smages, bages og brases fra konfekt og småkager over juleskinker og medister til at partere julegrisen. Der er gang i de arbejdende værksteder og i butikken, der bugner af julegaveideer.