fbpx
20. februar 2018

Artige børn i lære som møgunger

I vinterferien blev der smadret tallerkener og lavet medisterpølse på Borgmestergården.

Aldrig før er der blevet smadret så meget porcelæn på Borgmestergården, som der blev i vinterferien. Tilsammen har alle de uartige børn smadret 100 kg porcelæn – og der var vist et par af de dyre tallerkener blandt skårene. En enkelt musselmalet underkop er dog blevet reddet fra at ende sine dage på lossepladsen.
Anledningen var udstillingen “Møgunger”, der blev vist på Borgmestergården i vinterferien 2018.
6 kilo velsmagende medister
De besøgende var dog først og fremmest artige og nysgerrige. Det oplevede vi i onsdags, da det gule køkken var fyldt med unger, der flittigt stod og lavede medisterpølse. Der blev til mere end 6 kilo velsmagende medister.
Artige unger på æblerov?
Vi undrer os i øvrigt over, at der er forsvundet så mange æbler fra vores æbletræ. Har der mon været et par møgunger på æblerov?
Fra museet vil vi gerne sige tusind tak til alle de artige unger, der besøgte udstillingen ’Møgunger’ i vinterferien.