fbpx
17. marts 2021

Aflysning af ”Nyborg Skyder Sommeren Ind” 2021

Salutering på Nyborg Vold fra ”Nyborg Skyder Sommeren Ind” i 2017, hvor Store Bededags Aften blev fejret i solskin.

Sidste år måtte ”Nyborg Skyder Sommeren Ind” aflyses pga. Covid-19. Og desværre bliver det samme scenarie i år. Med Covid-19 iblandt os er det desværre ikke muligt at gennemføre et arrangement som ”Nyborg Skyder Sommeren Ind” i slutningen af april. Arrangementet samler traditionelt flere hundrede mennesker på Nyborg Vold, og det vil ikke være muligt at lave en effektiv deltagerkontrol.

”Nyborg Skyder Sommeren Ind” har i mange år været en årligt tilbagevendende markering af sommerens komme i Nyborg. En på en og samme tid både hyggelig og højtidelig tradition på Nyborgs smukke vold.

Arrangementet afholdes normalt Store Bededagsaften bl.a. med aktiviteter for børn og voksne på Volden, liturgisk andagt i Vor Frue Kirke og herfra tappenstreg med Danehofgaden til Dronningens Bastion. Her holder Borgmesteren en tale og der synges fællessange. Til sidst affyrer Saluteringslauget skud fra voldens kanoner ud over voldgraven. Og så er sommeren skudt ind i Nyborg. Det hele sluttes sædvanligvis af med varme hveder som det sig hør og bør for en Store Bededags Aften.

I år må vi fejre Store Bededags Aften hver for sig, mens vi glæder os over, at foråret og sommeren alligevel er på vej.

Vi glæder os til ”Nyborg Skyder Sommeren Ind” i 2022 og håber, at både deltagere, frivillige og andre aktører er klar til næste år.

”Nyborg Skyder Sommeren Ind” støttes økonomisk af Kultur- og Fritidsudvalget i Nyborg Kommune.