fbpx

Tappenstreg

Book din billet

Tag med på guidet musikledsaget tur, hvor Østfyns Museer guider dig gennem Nyborgs garnisonshistorie.

Marchen starter ved rytterkunstværket i krydset Adelgade/Strandvejen og går derefter gennem byens gader med stop ved en række udvalgte restauranter. Ruten tager dig igennem flere af de unikke og seværdige steder i Nyborg, som også hører sig til en byvandring. Så trop op til denne “byvandring” med musikledsagelse, og fordyb dig gerne i de mange historiske steder efterfølgende. Turen varer ca. 1 time.

Smagsprøver

Undervejs på Tappenstregen, vil der blive serveret smagsprøver på lokal øl/most (gælder, hvis at du har købt billet inklusiv smagsprøver). Køb din billet inkl. smagsprøve i menuen her.

Bagom Tappenstregen – Nyborgs autentiske militærceremoni

Ceremonien i dens nuværende udførelse stammer fra midten af 1700-tallet og er blevet anvendt i de fleste danske garnisonsbyer til at kalde soldaterne hjem til deres kvarterer og kaserner fra ølstuer og marketenderier. Denne praksis er også blevet anvendt i andre europæiske byer.

Under marchen gennem byens gader opsøgtes de steder, hvor soldaterne sad og drak, hvorefter den ledsagende befalingsmand slog tappen i øltønden eller med kridt slog en streg over spunsen som tegn på, at den ikke måtte åbnes mere den dag.

Nyborg Tappenstreg er i sin nuværende genskabelse forsøgt rekonstrueret så præcist, som det har været muligt i forhold til tiden omkring 1869, hvor Nyborg Fæstning blev nedlagt. I årene herefter påbegyndtes nedbrydningen af flere af byens fæstningsvolde, og i takt hermed ændredes vaner og skikke, hvorved også Tappenstregen gik af mode i 1870’erne.

Til forskel fra andre garnisonsbyer gik Tappenstregen i Nyborg kun på tirsdage kl. 21.00 med fløjte og tromme. Dette skyldtes formentlig, at soldaterne her fortrinsvis var privat indkvarterede og ikke samledes i større kaserner. Herved har Tappenstregens praktiske formål, nemlig at kalde soldaterne hjem fra øl- og skænkestuer, ikke været aktuelt. Den største kendte Tappenstreg, der er gennemført i Europa, fandt sted i Berlin i 1872 med deltagelse af 1000 musikere.

Læs mere om ceremonien her.