fbpx

Stenjagt på Torvet

Gå på jagt efter de specielle brosten på Torvet, som fortæller om torvets fortid som handelstorv og turneringsplads.

Nyborg har fået et nyt torv. Men selvom det er nyt, er Torvet fuld af historie. Der er blandt andet blevet nedlagt nogle specielle sten i belægningen. Nummersten og riddersten. Kan du finde dem alle?

Riddersten
Ridderstenene er brosten med forskellige motiver af riddere. Billederne er hugget ind i stenene som relieffer. De er lavet specifikt til torvet af kunstneren Jens Bohr. Reliefstenene fortæller om torvets tidligste anvendelse som turneringsplads. I 1550’erne opkøbte Christian 3. hele området, rev bygningerne ned og anlagde en turneringsbane. I forbindelse med kongens store hoffester på Nyborg Slot blev der afholdt storslåede ridderturneringer.

Nummersten
Under Frederik 2. blev pladsen ikke længere brugt til turneringer, og kongen overdrog den til Nyborgs borgere, og torvet brugt til markeder. Det var her, man gik hen, når man skulle købe kød, frugt, grønt og alt muligt andet, der blev falbudt på Torvet. I slutningen af 1800-tallet begyndte der at komme mere kontrol med markederne, og der blev oprettet 100 faste standpladser på torvet. Hver plads var markeret med en nummersten. Hvis man ville sikre sig en plads, kunne man købe retten til at stå ved en nummersten. Nummerstenene blev brugt til at markere, hvor de handlende måtte sætte deres boder op. I 1963 blev torvet omdannet til parkeringsplads. Nu har nogle af nummerstenene fundet tilbage til Torvet. Nogle af disse sten er fundet under udgravningen af torvet, mens andre er blevet doneret af byens borgere.

Hent opgavearket
Hent opgavearket gratis i butikken på Borgmestergården. Her kan du også se en udstilling om Torvets historie.