fbpx

Inuitternes tatoveringer

Afholdt
Køb din billet her

Igennem årtusinder har tatoveringer på huden været en integreret del af inuitternes traditioner. Tatoveringer i ansigtet på armen eller andre steder var bestandige identitetsmarkører for bæreren: Hvor kommer du fra? Er du jæger? Har du børn? Etc. I dag er traditionerne i fare for at blive glemt, eller måske nærmere blive omfavnet så meget, at de bliver så forvanskede, at deres betydning og historie bliver glemt.

Maya Sialuk er traditionel inuit-tatovør og forsker i inuitternes immaterielle kultur og religion. I 2010 grundlagde hun tatoverings- og forskningsprojektet Inuit Tattoo Traditions. Hun arbejder med at kortlægge traditionerne for kropstatoveringer i inuit-territorierne i Grønland, Canada og Alaska. Desuden har hun i samarbejde med Anchorage Museum The Polar Lab oplært fire kvinder i inuitternes tatoveringsmetoder og mønsterforståelse.

I foredraget vil Maya Sialuk komme ind på de etiske spørgsmål, der er omkring brug af kulturarv og om kulturel forankring.

Maya Sialuk bor i Svendborg, men er oprindeligt fra Qeqertarsuaq i Grønland. Hun har 20 års erfaring i tatoveringsfaget og er desuden underviser, foredragsholder og kunstner. I 2021 udstiller Maya Sialuk blandt andet i udstillingen Verden Er I Dig på Charlottenborg i København og hun har et værk med i åbningsudstillingen på Qaumajuq Museum Of Inuit Art (Winnipeg Art Gallery) i Winnipeg, Manitoba i Canada.

Foredraget er en del af kulturfestivalen Norden i Nyborg, som løber af stablen d. 2.-4. september i 2021. I år sætter Østfyns Museer fokus på Grønland i en række foredrag og arrangementer.

Til Norden i Nyborg 2021 sætter Østfyns Museer fokus på Grønland. Læs mere her.

Læs mere om Norden i Nyborg her.